Center for
Biosikring og
-Beredskab


 

Om Centret

Center for Biosikring og -Beredskab (CBB) blev etableret ved en Folketingsbeslutning i 2001 som Center for Biologisk Beredskab, men skiftede navn fra 1. september 2008 for at afspejle at centret både er ansvarlig for implementeringen af den nationale biosikring men også er en del af sikkerhedsberedskabet. CBB koordinerer alle aktiviteter vedrørende biologiske kampstoffer og bioterrorisme på Statens Serum Institut (SSI) både i beredskabsopbygningen og i krisesituationer, og CBB er kontaktpunktet for såvel inden- som udenlandske alarmeringer, forespørgsler, prøvemodtagelse og svarafgivelse. Centerets aktiviteter er forsknings- og vidensbaserede og inkluderer lægefaglig, mikrobiologisk og våbenteknisk specialkompetence.

Daglig aktivitet

Lægefaglig specialkompetence 

Hovedopgaverne er at varetage udarbejdelsen af CBRN medicinske vejledninger, gennemføre undervisning og foretage medicinsk-tekniske efterretningsanalyser i samarbejde med bl.a. Politiets og Forsvarets efterretningstjenester mhp. løbende trusselsovervågning og styrkelse af den biologiske sikkerhed.

Analyser

Opgaven er dels at koordinere dé beredskabsrelevante forsknings- og udviklingsaktiviteter, der udføres i SSI's øvrige afdelinger, dels at udføre den kampstofrelaterede forskning og udvikling, der ikke dækkes af andre afdelinger (våbengørelse, våbenvirkning, inaktivering m.v.). De analytiske specialopgaver drejer sig også om gennemførelse af trusselsvurderinger såvel af teknisk-videnskabelig som af mere generel karakter. Sådanne vurderinger indgår bl.a. i centerets modelleringskompetence, der anvendes både i beredskabsopbygningen og som prognostisk redskab i den operative beslutningsstøtte.

Sikring

Centret varetager implementering af lov nr 474 af 17. juni 2008 om sikring af visse biologiske stoffer, fremføringsmidler m.v. I praksis betyder det at CBB skal modvirke spredningen af biologisk våbenteknologi ved at bistå offentlige såvel som private virksomheder med etablering af sikringsforanstaltninger, så farlige materialer ikke falder i forkerte hænder. Nærmere regler og sikringskrav forventes at blive bekendtgjort i begyndelsen af 2009.

Beredskab

Den overordnede opgave er at sikre døgnberedskabets funktionalitet (bl.a. opstilling af seks udredningshold, Field Investigation Teams, FIT), gennemføre øvelse og uddannelse såvel internt som med andre aktører (politi, redningsberedskab, forsvar), udvikle og vedligeholde doktriner for indsats under forskellige omstændigheder, samt at vedligeholde det nødvendige materiel. I det operative beredskab indgår desuden en særskilt kompetence i spredningsvurdering med anvendelse af bl.a. CBRN-beslutningsstøttesystemet HPAC (Hazard Prediction & Assessment Capability).

Døgnberedskabet består dels af en lægevagt med beslutningskompetence (overlæge-niveau) dels af indsatshold til national eller international udsendelse. Disse indsatsholds opgaver er informationsindhentning, prøvetagning, hurtiganalyse og lægefaglig ekspertbistand mhp. identifikation af kampstof, verifikation af udlægningsområde og klinisk rådgivning om umiddelbare strakstiltag, herunder medicinske modforanstaltninger. I døgnberedskabet indgår desuden udenlandske speciallaboratorier.

Operativ indsats

Ved mistænkt biologisk terrorhændelse, hvad enten der er tale om Type 1 (primær udlægning) eller Type 2 (sygdomsforekomst), foretager Centeret en efterretningsbaseret trusselsvurdering, som lægges til grund for udredningsindsatsen, og der etableres en udredningsgruppe i Centeret ledet af en koordinator. Som ved enhver anden ydelse fra SSI foregår udredningen under lægelig ledelse og -ansvar. I udredningsarbejdet anvendes en række 'værktøjer', der både kan være interne kapaciteter på CBB eller SSI eller eksterne kapaciteter blandt andre inden- og udenlandske myndigheder. Centeret samler alle svar og afrapporterer til opgavestiller, dvs. Forsvarskommandoen i militær sammenhæng samt Politiet og Sundhedsstyrelsen i civil sammenhæng, med en samlet konklusion på udredningen og afgiver relevante handlingsrettede anbefalinger. Som led i iværksættelsen af modforanstaltninger råder Centeret over SSI's beredskabsvacciner og andre lægemidler.

Medicinske efterretninger

CBB samler relevant information til belysning af hændelsen dels fra Centerets egne kilder dels fra Politiet og Forsvarets efterretningstjeneste.

Klinisk billede 

CBB indhenter oplysninger om evt. sygdom i forbindelse med hændelsen - symptompræsentation, sygdomsforløb og parakliniske fund.

Epidemiologisk billede 

I forbindelse med et evt. sygdomsudbrud samler CBB oplysninger om det epidemiologiske billede f.eks. fra lokal embedslæge eller evt. gennem epidemiologisk feltudredning ved udsendt ekspert fra SSI, Epidemiologisk afdeling.

Prøvetagning 

Indhentning af prøver fra miljøet eller evt. klinisk materiale fra dyr og mennesker sker nationalt ved udsendelse af FIT-hold fra Centret. Der sikres prøver til efterfølgende analyse for biologiske stoffer efter Centrets operationelle procedurebeskrivelse i overensstemmelse med EU Kommissionens vejledning.

Laboratorieanalyse
Ud fra de foreliggende oplysninger prioriterer Centret den laboratoriemæssige udredning og sender relevant prøvemateriale til danske eller udenlandske laboratorier.

Spredningsvurdering 

Centeret afgrænser det kontaminerede område ('Area of Attack') og identificerer potentielt eksponerede personer ('Persons at Risk') bl.a. gennem en spredningsvurdering baseret på beslutningsstøttesystemet HPAC.

Afrapporteringen sker med hensyntagen til klassifikationsbehov og anvendelse af kurér eller krypteret kommunikationsudstyr (til og med HEM):

Diagnose 

Centret samler alle oplysninger og analyseresultater i en samlet afrapportering, der søger at identificere årsagen til hændelsen og afgiver en prognose for den videre udvikling (konsekvenser, farlighed m.v.).

Modforanstaltninger 

Afrapporteringen skal om nødvendigt indeholde anbefalinger til modforanstaltninger, såvel medicinske (f.eks. lægebehandling eller forebyggende vaccination) som fysiske (f.eks. værnemidler, afspærring, dekontaminering). Iværksættelse heraf sker under koordination af Politiet.

Informationsmateriale 

Afrapporteringen fra Centeret skal om nødvendigt indeholde udkast til informationsmateriale for pressen, evt. eksponerede personer eller andre, og i nødvendigt omfang bistår Centeret ved information af andre myndigheder.

Organisering

Centret beskæftiger godt 25 årsværk og er organiseret med en koordinerende stab, et døgnberedskab med fire vagtlag, og en forsknings- og udviklingsgruppe placeret i forskellige afdelinger på Statens Serum Institut. Opgaveløsningen foregår i tæt samarbejde med mange forskellige myndigheder i såvel Danmark som i udlandet.

Centrets chef er overlæge, dr.med. John-Erik Stig Hansen.

Lovgrundlaget for det biologiske beredskab

Centrets adfærdskodeks

Årsberetning for 2008 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2007 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2006 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2005 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2004 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2003 kan downloades som PDF fil her

Årsberetning for 2002 kan downloades som PDF fil her

 

Tlf: +45 3268 8127
cbb@ssi.dk

10. March 2009

 

Center for Biosikring og -Beredskab,
Statens Serum Institut,
Artillerivej 5,
DK-2300 København S